C H I N A   H O U S E
Vestergade 48, 5700 Svendborg


Ægte kinesisk madlavning

Kinesisk mad er ikke et spørgsmål om specielle krydderier, heller ikke et spørgsmål om specielle ingredienser.  Kinesisk mad er en måde at leve på.

Intet andet af alverdens såkaldte køkkener udnytter naturens råstoffer bedre, intet andet køkken tager i den grad hensyn til brændsels-økonomien. det kinesiske køkken er i høj grad et grønt køkken, et køkken der går sammen med naturen, ikke imod naturen.

To ting har været afgørende for maden i Kina: Sulten og manglen på brændsel.

Sulten betyder at næringsværdien bevares i den mad, der tilberedes, den hverken koges eller steges væk som det ofte er tilfældet i dansk mad.  Samtidig er den heller ikke baseret på mejeriprodukter og proteiner fra dyr lige med undtagelse af fisk.  Der går nemlig alt for mange ressourcer tabt, hvis føden først skal gennem kvæg for at blive spist af mennesker.
Det er soya proteinet og vegetabilske olier, der bruges i stedet for mælk, fløde og smør.
Kød kan forekomme, det er også almindeligt, men det anses og behandles som noget udsøgt, noget delikat, en slags ekstra krydderi på tilværelsen, når man har råd.

Til gengæld bruger man flere slags kød end i Europa, mest kendt eller berygtet er nok hundekød. Alle hundeejere og hundeelskere bliver helt automatisk vegetarer, når de rejser til Kina, af frygt for at det skulle være hundekød, de kom til at spise, men de kan tage det roligt : hundekød er meget udsøgt og meget, meget dyrt, så der vil altid blive gjort specielt opmærksomt på det, hvis det er hundekød der serveres.

Brød uden ovne.
Manglen på brændsel  betyder at koge og stegetiden er ekstrem kort. Ovne til madlavning har man aldrig brugt i det gamle Kina, hvor man oprindeligt ikke spiste brød.

Der skal bruges alt for meget brændsel til at varme et stort ovnrum op i forhold til at koge og stege maden.  I stedet fandt man på at koge dej i tynde strimler i kort tid.

Pasta og nudler er en kinesisk opfindelse og er i virkeligheden det samme som brød. Man udnytter blot kornet på to forskellige måder. Det var italieneren Marco Polo der i slutningen af 1200 tallet kom til Kina, og det vigtigste han havde med hjem til sine landsmænd, var pastaen og risen. Mange tror at pasta er en italiensk opfindelse, men den er altså kinesisk.

Måltidet
Et kinesisk måltid kan være blot en enkelt skål ris eller nudler/pasta, måske blandet med lidt grøntsager eller fisk. Derimod kan det også være et festmåltid på 8 eller 16 retter af alle tænkelige og udsøgte specialiteter (8 er et helligt tal, som retternes antal ofte vil være deleligt med).
Sammensætningen af retter og rækkefølgen af retter har stor betydning for den smagsbevidste kineser, men nogen fast rækkefølge som i vestens forret-hovedret-dessert menuer, kendte man ikke til i gamle dage i Kina.
Når europæere laver kinesisk mad, er det ofte i store portioner, og ofte klemmes den kinesiske mad ned i sådanne europæiske vaner eller skemaer.